holde Ferie, styrke sig til Vinteren og tage fat igen . . . . . Det er en morsom liden By, De har her.«
»Hvor er De ifra? Jeg gaar her og studerer paa, hvilken Dialekt De taler, men kan ikke finde det ud.«
»Jeg er oprindelig fra Finmarken, jeg er Kvæn. Men jeg har levet lidt hist og lidt her.«
»Ja, det kan jeg forstaa. For den nordlandske Dialekt plejer ellers at være meget udpræget . . . . . Kommer De fra Udlandet?«
»Fra Helsingfors bare.«
De talte først om endel ligegyldige Ting, men det drev snart ind paa andre Spørgsmaal, paa Valgene, Misvæksten i Rusland, Literaturen og afdøde Karlsen.
»Hvad er Deres Mening, har De begravet en Selvmorder idag?« spurgte Nagel.
Doktoren kunde ikke sige det, vilde ikke sige det. Det angik ham ikke, og han vilde derfor ikke blande sig i det. Der sagdes saa mangt. Men forresten, hvorfor skulde det ikke være en Selvmorder? Alle Teologer burde dræbe sig.
Ja, hvorfor egentlig det?
Hvorfor? Fordi deres Rolle var udspillet, fordi vort Aarhundrede havde gjort dem overflødige. Folk var begyndt at tænke selv, og
