»Ja, men havde De kendt Mina Meek, saa er jeg sikker paa, at De vilde have sagt det samme. Det var en aldeles usædvanlig god Sjæl. Er nogen en Guds Engel nu, saa er hun det.«
»Jasaa. Var hun forlovet?«
»Forlovet? Nej, langtifra. Ja, ikke det, jeg ved. Aa, nej, hun var vist ikke forlovet; hun læste altid, og hun talte højt med Gud gærne midt paa Gaden, saa alle hørte det. Og da standsed gærne Folk og stod stille; allesammen var glade i Mina Meek.
»Det var med andre Ord en Pige, som brugte sin Aand, hvad? Men om hendes Legeme kunde man derimod kanske sige, at hun levered Vorherre det tilbage og takked for Laanet og sagde: Jeg har ikke brugt det!«
»Ja, jeg er ikke meget hurtig til at fatte; og heller ikke er jeg meget begavet; kanske ved jeg slet ikke, hvad De mener, naar De siger, at hun takked for Laanet.«
»Naa, det er godt; jeg mente ingenting.«
Imidlertid skrev Nagel paa Pladen; det var et Vers, han skrev, og da han havde skrevet dette Vers, stak han Blyanten tilbage i Lommen.
»Det er ganske utroligt, hvor en fremmed Mand vækker Opsigt i en liden By,« sagde Minutten. »Nu stod jeg borte ved Graven og hørte paa Talen; men jeg lagde Maærke til, at
