Men hvad Vægt ligger der paa at forkynde min gode Nabo Ola Nordistuen Fausts Meninger om Tilværelsen? Vil dette kanske forandre det kommende Aarhundredes Tænkning?
Men hvorledes skal det gaa Ola Nordistuen da, hyis ingen . . . . .?
Lad Ola Nordistuen gaa til Helvede! afbryder jeg. Ola Nordistuen har intet andet at gøre i denne Verden end at gaa og blaavente paa at dø, det vil sige: komme sig væk jo før jo heller. Ola Nordistuen er til forat gødsle Jorden, han er den Soldat, som Napoleon rider over med skoet Hest, dét er Ola Nordistuen, – saameget De ved det! Ola Nordistuen er Fan danse mig ikke en Begyndelse engang, end sige et Resultat af noget; han er ikke Komma i den store Bog, men Flæk i Papiret. Dét er Ola Nordistuen . . . . .
Hys! For Guds Skyld! siger Fruen skrækslagen og ser op til Formanden, om han vil vise mig ud.
Godt! svared jeg, he-he-he, godt, jeg skal ikke sige mer. Men i det samme faar jeg Øje paa hendes dejlige Mund, og jeg siger: Undskyld, min Frue, at jeg har opholdt Dem med Sludder og Snak saa længe. Maa jeg ellers takke saa meget for Deres Velvilje. Deres Mund er vidunderlig skøn, naar De smiler. Adjø.
