ulyksalige Bulbidermanér at rejse Børster mod alt og alle – i en Tid, hvori ellers ingen har Raad til at stikke nogen eller noget; være Tidsel, Torne, Pindsvin og Rochefort . . . . . He-he. Aa, jo, du lyt taale det, Blesom'en. Hej, min Ganger, paa'n igen! Ja, men hvorfor egentlig? Lad mig rugge Grunden under et Par af Livets gale Begreber. . . . . .
En høj, bleg Dame, klædt i Sort og med det rødeste Smil; hun vilde mig vel, trak mig i Ærmet og vilde standse mig. Faa nu De en saapas Bevægelse istand som Victor Hugo, sagde hun, saa vil De ialfald faa Ret til at tale med, sagde hun.
He-he, svared jeg. Jeg, som ikke engang kender en Digter og aldrig har talt med en; jeg, som er Agronom og har studeret Guano og Klidsørpe fra jeg var fire og tyve Aar; jeg, som ikke kunde digte om en Paraply engang, end sige om Døden og Livet og den evige Fred!
Ja, ja, eller en anden stor Mand, siger hun saa; De gaar jo og gør Dem vigtig og rakker til alle store Mænd. Men de store Mænd staar endnu, og de vil komme til at staa ogsaa, saalænge De lever, skal De se.
Min Frue, svared jeg, og jeg bøjer mit Hoved ærbødigt; min Frue, du storeste Gud, hvor det lyder halvdannet, tarveligt aandelig
