Bjørn, og hvad saa? Ja, har jeg ikke allerede overladt til Dem selv, mine Herrer og Damer, at dømme? De maa aldeles ikke lægge Fingrene imellem; hvad vedkommer det mig? Men sæt, siger jeg, at det var Manden meget magtpaaliggende at undgaa at havne i Hamburg? Der har vi hele Knuden! Men Medaljen, den er en Medalje for fortjenstfuld Daad, og jeg bærer den i min Lomme, jeg kaster den aldeles ikke for Svin. Ogsaa dette maa De dømme, døm væk, hvad Satan angaar det mig? Det hele angaar mig saa lidet, at jeg ikke engang husker den ulykkelige Mands Navn, skønt han ganske vist lever den Dag i Dag. Hvorfor gjorde han det? Maaske af haabløs Kærlighed, maaske var der virkelig en Kvinde med i Spillet, det ved jeg ikke; men mig er det ogsaa ligegyldigt. Basta! . . . . .
Ja, de Kvinder, de Kvinder! Der har vi nu for Eksempel Kamma, lille danske Kamma. Gud bevare dig! Øm som en ung Due, aldeles syg af Ømhed, og dertil fuld af Hengivenhed, men alligevel istand til at lokke ud af én den sidste Skilling, ja, udsuge én til Nødlidenhed, blot ved at lægge sit forslagne Hoved paa Siden og hviske: Simonsen, bitte Simonsen! Naa, Gud med dig, Kamma; du var fuld af Hengivenhed; gaa saa Pokker ivold for mig, vi er kvit . . . . .
Og nu staar jeg op . . . . .
