ikke hun hjælpe for. Mens andre Folk husker i ét Aar, og dermed Basta, saa gaar jeg og husker i ti. Huf . . . . .
Forresten, hvorfor skulde jeg ikke kunne give den hvide Æggekone en Hjælp, ja baade en Almisse og en Hjælp, for hendes Øjnes Skyld? Her har jeg Alverden at tage af, to og seksti Tusind Kroner for en Landejendom, og det kontant i Haanden. He-he-he-he-he, jeg behøver bare at kaste et Blik paa Bordet og finde for mine Øjne tre telegrafiske Dokumenter af den Største Værdi . . . . . Aa du store min, hvilket Puds og hvilken Streg! Jo, jo, man er Agronom og Kapitalist; man sælger ikke uden videre ved det første Bud, man sover paa det og betænker sig. Det gør man, man betænker sig. Og imidlertid er der ikke et Menneske, som studser, skønt man med Hensigt gør Pudset saa grovt og Stregen saa tyk, som vel muligt. Nej, Fan ta mig er det ikke snartsagt forgalt med al Dumheden! Menneske, dit Navn er Æsel! Man kan æsel-lede dig frem efter Næsen hvorhen man vil. Ah-hai, ja, det gæsped jeg paa. Og dermed Basta.
Der stikker for Eksempel en liden Flaskehals op af min Vestelomme dér borte; det er Medicin, det er Blaasyre; jeg gemmer den for Kuriositetens Skyld og har ikke Mod til at bruge den. Hvorfor bærer jeg den da, og hvorfor har
