det hjælper jo altsammen ikke, naar jeg gjorde Nar af hele Forsamlingen og blev vist Døren. He-he-he.
Nej, man skulde aldeles ikke oplukke sin Mund. Man skulde være Delikatessehandler og klemme Pølser og beskue Spæk og gumle Ister og citere Hugo. Man skulde have Hest og Vogn og Kontor i Byen, indrette sig menneskeligen, staa i Forbindelser, se Stortingsmænd hos sig, drive det til noget, holde Hus, Hustru og Hund. Punktum. Nagel.
Ja, et Hus! Herregud, den som havde sig et Hus! Og saa en Hustru! Jeg skulde nok have været glad for det hver Dag og givet de Fattige lidt, eftersom jeg havde Evne til. Jeg ved en fattig Kone, som har set saa skamfuld paa mig, som om hun vilde bede om noget; men hun har ikke sagt det endnu. Jeg er aldeles besat af hendes Øjne, endda hendes Haar er hvidt; jeg har fire Gange gaaet en Omvej for at undgaa at træffe hende. Hun er ikke gammel, det er ikke af Alderdom hun er hvid; hendes Øjenhaar er forfærdelig sorte endda, gruelig sorte, saa Øjnene synes at ulme. Hun bærer næsten altid en Kurv foran sig under Forklædet, og det er vel den, hun er skamfuld over. Naar hun er kommet forbi mig, vender jeg mig om og ser, at hun gaar ned paa Torvet og tager nogle faa Æg ud af Kurven, og disse
