ham om det . . . . . Ja, hvorfor skal egentlig jeg minde ham om det? Hvad vedkommer det mig? Nu er jeg fremme igen og blander mig utidigt ind i andres Sager, og det skal der blive en Ende paa. Der skal ved min Saligheds Ed blive en Ende paa det! Punktum. Nagel.
Har jeg for Eksempel nogen Opfordring til at give mit disputerende Besyv med, naar en Klub diskuterer Religion? Aldeles ikke, aldeles ikke; der blev ikke spurgt om min Mening. Men hvorfor lod jeg saa ikke den unge Mand lægge frem sine udmærkede Grunde? Han vidste meget og talte godt, han skifted Sol og Vind lige mellem Mennesker og Gud og erklæred sig enig med Drawden og Spinoza. Hvad er der at udsætte herpaa? Og hvad var der at udsætte paa den næste Taler, Stadsingeniøren? Han gik en liden Smule videre, men iagttog alligevel det største Maadehold paa sin Maade. Da han slog i Bordet og fordred Sort paa Hvidt for, at Gud var til, gjorde han endog et stærkt Indtryk; to gamle Mænd nikked for sig selv og gik over til hans Mening, kortsagt: allesammen var enige om Sagen; he-he. Nu, saa kunde jeg have holdt min Mund og passet mine egne Sager; mig personlig vedkom det jo ikke alligevel, hvad man vedtog i Klubben; men jeg rejste mig og gjorde Vrøvl og bragte dem i Vildrede. Jeg tror nok, at jeg rejste mig ærbødigt, men
