Den er fast i Land, og han kan ikke faa den løs. Han raaber op til en Mand og beder ham løse Baaden; men Manden svarer, at det tør han ikke, det var ikke hans Baad. – Ja, men Nagel vilde tage alt paa sig, det galdt Ringen, han vilde købe Baaden. – Men kunde han da ikke se, at Baaden var laaset fast? Kunde han ikke se Jærnlænken? – Naa, saa tog han en anden Baad.
Og Nagel sprang over i en anden Baad.
»Hvor skal De hen?« spørger Manden.
»Jeg skal lede efter Ringen. De kender mig kanske, jeg har havt en Ring hér, De kan selv se Mærket, saa jeg lyver ikke, og nu har jeg kastet Ringen bort, den ligger derude et Sted.«
Manden forstaar ikke denne Tale.
»Vil De lede efter en Ring paa Bunden af Sjøen?« siger han.
»Ja, akkurat!« svarer Nagel, »De forstaar det, hører jeg. For jeg maa jo have min Ring, det indser De nok ogsaa selv. Kom og ro mig!«
Manden spørger atter:
»Vil De lede efter en Fingerring, som De har kastet paa Sjøen?«
»Ja, ja, og kom saa! Jeg skal nok give Dem mange Penge for det.«
»Gud velsigne Dem, lad det heller bero! Vil De tage den op med Fingrene?«
