saa laa han virkelig med en Fiskeangel i Struben, han fandt det ikke paa, og han blødte af den, det gjorde adskillig ondt . . . . .
Endelig henad Aften sovned han ordentlig ind.
Ved Titiden vaagned han igen. Han var alene og laa endnu i Sofaen. Et Tæppe, som Sara havde bredt over ham, var falden paa Gulvet, men han frøs ikke alligevel. Sara havde ogsaa lukket Vinduerne, og han aabned dem igen. Det forekom ham, at han var klar i Hovedet; men han var mat, og han skalv. Den dumpe Rædsel begyndte igen at gribe ham, han følte det gennem Marv og Ben, naar det knak i Væggene eller naar der lød et Raab fra Gaden. Kanske hvis han gik tilsengs og sov til imorgen, vilde det gaa over. Og han klædte sig af.
Han kunde imidlertid ikke falde i Søvn. Han blev liggende og tænke efter alle sine Oplevelser i det sidste Døgn, fra igaaraftes, da han begav sig ud i Skogen og tømte det lille Vandglas, til nu, han laa temmelig forkommen paa sit Værelse og plagedes af Feber. Hvor dette Døgn havde varet længe! Og Angsten vilde ikke forlade ham, denne dumpe og hemmelige Fornemmelse af, at han befandt sig i Nærheden af en Fare, en Ulykke, slap ham ikke. Hvad
