Gud, hvilken Ravnekrog, De lever i, Sara; jeg kunde ville udfri Dem af Deres Fjenders Vold, som skrevet staar. Gaa til Helvede, gaa til Helvede! Hvem er De forresten? I er falske allesammen, og jeg skal sætte hver især af Jær mod Væggen. De tror det ikke? Aa, hvor jeg har havt Jær i Kikkerten! Jeg er overbevist om, at Løjtnant Hansen har lovet Minutten to Uldskjorter, men se, om han har faaet dem! Og mener De, at Minutten turde tilstaa det? Lad mig rive Dem ud af den Vildfarelse, Minutten turde ikke tilstaa det, han bugted sig væk; er du med paa den! Tager jeg ikke fejl, Hr. Grøgaard, saa sidder De nu igen og ler svinsk bag Deres Avis? Ikke? Naa, det er mig ogsaa lige meget . . . . . Er De her endnu, Sara? Godt! Hvis De vil sidde her i fem Minutter endda, saa skal jeg fortælle Dem noget; er det en Aftale? Men tænk Dem nu først en Mand, af hvem Øjenbrynene lidt efter lidt falder af; kan De holde fast paa det? af hvem Øjenbrynene falder af. Dernæst maa det være mig tilladt at spørge Dem, om De nogensinde har ligget i en Seng, som har knirket? Tæl paa Knapperne og se, om De har gjort det; jeg har Dem stærkt mistænkt. Forresten har jeg havt alle Byens Folk i Kikkerten som mistænkte. Og jeg har skilt mig godt fra mit Arbejde, jeg har givet Jær et Snes overmaade
