»Ja,« svarer Nagel. Men han rejser sig ikke og viser heller ingen Tegn til Utaalmodighed; tvertimod, han sætter sig bedre tilrette og spørger: »De kendte kanske ogsaa den Karlsen, som man fandt død her borte i Skogen forleden? Var det ikke en sørgelig Tildragelse?«
»Jo, en yderst sørgelig Tildragelse. Jo, jeg skulde mene, jeg kendte ham. Et prægtigt Menneske og en ædel Karakter. Ved De, hvad han sagde til mig engang? Jeg blev kaldt til ham tidlig en Søndag Morgen; det er vel et Aar siden nu, det var i Maj ifjor. Han bag mig om at bringe et Brev for ham. – »Ja,« sagde jeg, »det skal jeg gøre; men jeg har slige upassende Sko paa idag, jeg kan ikke godt gaa til Folk i disse Sko. Hvis De siger saa, vil jeg gaa hjem og laane et Par andre.« – »Nej, det behøves ikke,« svarer han, »jeg kan ikke tro, at det gør noget, hvis De da ikke blir vaad i de der.« – Endog det tænkte han paa, at jeg kanske kunde blive vaad i de Sko! Naa, men saa stikker han mig i Smug en Krone i Haanden og leverer mig Brevet. Da jeg allerede var kommet ud paa Gangen, river han Døren op igen og kommer efter mig; han er saa straalende over hele Ansigtet, at jeg standser og ser paa ham, og hans Øjne er fulde af Vand. Saa tager han om mig, han lægger sig helt ind til mig og tager mig virkelig om Livet og siger:
