tilbage til Europa, jeg var hjemme. Jeg drev en varm Nat omkring, kom ned til Havnen, til Pumpeværkerne, hvor jeg opholdt mig en Tidlang og lytted til, hvad man sad og talte om paa Skibene. Alt var saa stille, Pumperne stod. Tilsidst blev jeg træt, og jeg vilde dog ikke gaa hjem, fordi det var saa varmt; jeg steg op i Stokværket paa en af Pumperne og satte mig der. Men Natten var saa stille og varm, jeg kunde ikke holde mig vaagen, jeg sovned tungt ind.
Saa vaagner jeg ved, at en Stemme kalder paa mig, jeg ser ned: en Kvinde staar nede paa Stenene. Hun er høj og mager; naar Gaslygten blaffer op, kan jeg se, at hendes Klæder er meget tynde.
Jeg hilser.
»Det regner,« siger hun.
Godt, det ved jeg ikke, at det regner, men i saa Fald var det bedst at komme i Skjul. Og jeg kryber ned fra Stokværket. I det samme begynder Pumperne at buldre, en Skovl svinger i Luften og forsvinder, en ny Skovl svinger i Luften og forsvinder, Pumperne gaar. Men hvis jeg ikke var kommet væk i rette Tid, vilde jeg have været sønderrevet, aldeles knust; det forstod jeg med en Gang.
Jeg ser mig om, det begynder ganske rigtigt at regne lidt; Kvinden er begyndt at gaa, jeg
