Saa gaar jeg ind i Sideværelset og giver mig til at vente. Der er en rød Divan og et Ringeapparat, Værelset oplyses af en Lampe, der er stukken ind i Væggen. Jeg lægger mig paa Divanen, Tiden blir lang, og jeg keder mig; forat gøre noget, trykker jeg paa Knappen og ringer. Jeg vil ingenting, men jeg ringer.
En Kinesergut kommer, ser paa mig og forsvinder igen. Der gaar nogle Minutter. Kom, lad mig se dig en Gang til! siger jeg forat fordrive Tiden; hvorfor kommer du ikke igen? Og jeg ringer paany.
Saa kommer den unge Gut tilbage, lydløst, som en Aand, glidende paa Filtsko. Han siger ingenting, jeg siger heller ingenting; men han rækker mig en bitte liden Porcellæns Pibe med langt, tyndt Rør, og jeg tager imod Piben. Saa holder han en Fyrstikke til, og jeg røger. Jeg havde ikke bedt om Piben, men jeg røger. Lidt efter begynder det at suse for mine Øren . . . . .
Nu husker jeg ikke noget før jeg føler, at jeg er et eller andet Sted i Højden, at jeg begynder at gaa tilvejrs, jeg svæver. Det var usigelig lyst omkring mig, og de Skyer, jeg mødte, var sølvhvide. Hvem var jeg, og hvor fløj jeg hen? Jeg husker mig om og kan intet huske, men jeg gled vidunderlig højt op. Jeg saa grønne Egne i det Fjærne, blaa Sjøer, Dale og Bjærge i gylden Glans; jeg hørte Musik
