»Jeg bliver! jeg bliver!« raaber Minutten, »og Gud velsigne Dem!« raaber han. »Jeg er lykkelig ved, at De finder nogen Adspredelse ved mig, skønt jeg skammer mig baade over mig selv og over, at jeg sidder her i dette Antræk. Jeg kunde nok have været betydelig anstændigere, hvis jeg havde havt lidt Tid til Forberedelse; det er en af Onkels gamle Frakker, jeg har paa, og den holder ingenting, det er ganske sandt, den taaler ikke et Fingertryk. Se, her har nu ogsaa Fuldmægtigen givet mig en lang Rift, som jeg haaber, De undskylder . . . . . Nej, hvad det angaar at have en Kone til at koge Maden, da har vi ingen Kone til det. Vi koger og vasker alt for os selv. Det falder ikke saa synderlig besværligt, og vi gør jo ogsaa det mindst mulige af det. Naar vi saaledes koger Kaffe om Morgenen, drikker vi Resten om Aftenen, uden at varme den igen, og ligedan er det med Middagen, som vi saa at sige koger en Gang for alle, naar det falder sig. Hvad mere kan vi begære i vor Stilling? Og desuden har jeg Vasken paa min Part; dét kan ogsaa være et lidet Tidsfordriv, naar jeg ikke har noget andet at bestille.«
Nu ringer en Klokke nedenunder, og Folk begynder at vandre nedad Trapperne til Aftensbordet.
»Det er Madklokken,« siger Minutten.
