Men det vilde aldeles ikke kede.
Ja, men det var saa langt. Det begyndte helt i San Francisco, det skrev sig fra en Gang, han havde røgt Opium . . . . .
»Opium? Gud, hvor det var morsomt!«
«Nej, Frue, det er nærmest lidt pinligt, eftersom jeg nu gaar her midt paa lyse Dagen og er angst for noget. De maa ikke tro, at jeg røger Opium saadan til hver Dag; jeg har røgt blot to Gange, hvoraf den anden Gang ingen Interesse har. Men den første Gang opleved jeg virkelig noget besynderligt, det er sandt. Jeg var kommet ned i en saakaldt Den. Hvorledes var jeg kommet der? Uden Overlæg! Jeg driver nu og da omkring i Gaderne, jeg ser paa Mennesker, udvælger mig en enkelt Person, som jeg forfølger i Frastand og ser, hvor han endelig blir af tilslut; jeg skyr ikke at gaa lige ind i Huse og opad Trapper forat se, hvor han blir af tilslut. Om Nætterne i store Byer er dette overmaade interessant og kan føre én ind i de mærkeligste Bekendtskaber. Naa, det taler vi ikke om! Men jeg er altsaa i San Francisco, og jeg driver om i Gaderne. Det er Nat, jeg har en høj, mager Kvinde foran mig, som jeg holder Øje med; i Lyset fra Gaslygterne, som vi passerer, kan jeg se, at hun har tynde Klæder, men om Halsen bærer hun et Kors af grønne Stene. Hvor vilde hun hen?
