Nej, hvor kunde hun falde paa det!
Da ogsaa de andre bad ham, lo han højt og sagde:
»Men jeg har jo ingen Violin engang!«
Men de vilde sende Bud efter Organistens Violin, den skulde være der om et Øjeblik.
Ja, det hjalp ikke, han rørte den ikke. Og desuden var Organistens Violin ødelagt af de smaa Rubiner, som var indsatte paa Gribbrættet, Tonen fik en Glaslyd af dem, de skulde slet ikke have været anbragte der paa det Sted, det var ikke til at holde ud. Forresten kunde han ikke føre Buen mer, ja, han havde for den Sags Skyld heller aldrig kunnet det; ikke sandt, han maatte dog vel selv vide om det? . . . . . Men nu fortalte han, hvorledes det var gaaet ham den første og eneste Gang, hans Spil var bleven offentlig omtalt; der var næsten som et Symbol deri. Han havde faaet Avisen om Aftenen og nydt den paa Sengen; han var meget ung dengang, han boed hjemme, og det var en Lokalavis, som havde anmeldt ham. Aa, hvor han havde været lykkelig for den Avis! Han læste den mange Gange og faldt i Søvn uden at slukke Lysene. Om Natten vaagned han og var dødtræt endnu, Lysene var brændt ud, der var mørkt i hans Rum; men han skimted noget hvidt paa Gulvet, og da han vidste, at der var en hvid Spytbakke i hans Værelse, tænkte han:
