Gud, var han syg.
Nej, nej, han var ikke syg.
Naa, saa fik han ikke gaa igen.
Og Fruen trak ham i Armen; Dagny rejste sig endog og vilde overlade ham sin Stol. Han saa paa hende, de saa begge paa hinanden; hun havde endog rejst sig for ham, hun havde sagt med lav Stemme: »Værsaagod, denne Stol!«
Men han fandt sig en Plads ved Siden af Doktoren og satte sig.
Denne Modtagelse gjorde ham lidt fortumlet. Dagny saa mildt til ham, og hun havde ligefrem villet give ham sin Stol. Hans Hjærte banked hæftigt; kanske kunde han alligevel give hende Marthas Brev?
Efter en liden Stunds Forløb vendte ogsaa hans Ro tilbage. Man talte saa velsignet livligt om den ene Ting efter den anden; hans lyse Glæde bemægtiged sig ham igen og fik hans Stemme til at bæve. Han leved jo, han var ikke død, og han skulde heller ikke dø; omkring et Bord med hvid Dug og blankt Sølvtøj sad i denne grønne, løvrige Have et Selskab af glade Mennesker, som lo og spilled med Øjnene; var der saa Grund til at være uhyggelig tilmode?
»Hvis De nu var rigtig elskværdig, saa tog De Deres Violin og spilled lidt for os,« siger Fruen.
