Torvet og Sjøen, Fuglene sang i de smaa, nydelige Haver ved hvert Hus og flytted sig uafladelig fra Gren til Gren; allevegne laa Guld og flød, Gruset i Gaderne baded sig i det, og oppe paa Kirkespiret stod den forsølvede Kugle og dirred mod Himlen som en uhyre Diamant.
Han kommer i en eksalteret Glæde, i en Henrykkelse saa stærk og uregerlig, at han paa staaende Fod hælder sig ud af sit Vindu og slipper endel Sølvpenge ned til et Par Børn, der leger udenfor paa Hotellets Trappe.
»Vær nu snille Børn!« siger han, og han kan knapt faa Ordene frem for den Bevægelse, han er i. »Hvad havde han at være angst for? Han saa heller ikke værre ud nu end før; desuden, hvem kunde hindre ham i at barbere og pudse sig op? Det raaded han selv for. Og han gik til Barberen.
Han kommer ogsaa til at huske paa nogle Indkøb, han skulde have gjort; han maatte heller ikke glemme det Armbaand, han havde lovet Sara. Og nynnende og jublende besørger han sine Ærinder med et Barns sorgløse Tilfredshed med Alverden. Det var blot Indbildning, at han havde noget at frygte for.
Hans gode Stemning vedvarer, og han blir væk i lyse Tanker. Nys havde han havt et skarpt Opgør med Minutten, og det var allerede halvt udvisket af hans Erindring, han husked
