prøve Dem, det var en Fælde, jeg satte for Dem. Sagen er: De har hele Tiden vidst, at Døren var aaben, men De lod som De ikke vidste det, blot forat kunne sidde her ren og uskyldig som altid og lade Dem forurette af mig. De gik ikke ud af Værelset, nej, De rørte Dem ikke; saasnart jeg lod Dem forstaa, at jeg havde Dem mistænkt for noget, spidsed De Øren, De vilde høre, hvormeget jeg vidste, hvor farlig jeg kunde være for Dem. Ved Gud, saaledes ved jeg, at det forholder sig, og De kan gærne benægte det, om De vil, det er mig det samme . . . . . Og hvorfor holder jeg saa dette Opgør med Dem nu? De har god Grund til at gøre mig dette Spørgsmaal, det hele kunde synes mig uvedkommende. Min Ven, det er mig dog ikke uvedkommende, jeg vil for det første gærne give Dem en Advarsel. Tro mig, i denne Stund mener jeg ærligt, hvad jeg siger. Et eller andet Slags dulgt Slyngelliv lever De, og det gaar blot til en Tid; en vakker Dag ligger De udstrakt for Alverden, og hvemsomhelst kan trampe paa Dem. Det var nu dét. For det andet har jeg en Anelse om, at De trods alle Deres Benægtelser staar Frøken Gude nærmere end De vil give det Udseende af. Nu, hvad vedkommer Frøken Gude mig? Nej, De har igen Ret; overfor et Spørgsmaal, som dette, maa jeg forstumme, Frøken Gude vedkommer
