den Sort Suselyd, aa, den Stemme! Men endelig paavirker De mig antipatisk med Deres Person, jeg føler det i Vejret, naar De nærmer Dem, min Sjæl begynder straks at spille i mig af Mishag. Det forstaar De ikke? Ikke jeg heller; men saaledes er det. Ved Gud, jeg føler mig end i denne Stund overbevist om, at jeg er paa det rigtige Spor; men jeg kan ikke ramme Dem, fordi jeg ingen Beviser har. Jeg spurgte Dem, sidst De var heroppe, hvor De holdt Dem henne den 6te Juni, – vil De vide, hvorfor jeg spurgte Dem om det? Nuvel, den 6te Juni var Karlsens Dødsdag, og jeg troed lige til da, at De havde myrdet Karlsen.«
Minutten gentager himmelfalden: »At jeg havde myrdet Karlsen!« og tier.
»Ja, det havde jeg gaaet og troet helt til da, jeg mistænkte Dem for det, endog saa langt havde min Følelse af, at De var en Slyngel af en eller anden Sort, drevet mig. Jeg tror det ikke længer, jeg tilstaar, at jeg har taget fejl heri, jeg er gaaet for vidt, og jeg beder om Tilgivelse. Enten De tror mig eller ikke, saa har det bedrøvet mig dybt, at jeg gjorde Dem denne store Uret, jeg har tigget Dem om Forladelse for det mangen Aften, naar jeg har været alene. Men skønt jeg har taget saa fejl i dette Punkt, er jeg alligevel saa sikker paa, at De er en uren og sledsk Sjæl, Gud straffe mig, De er det!
