Grøgaard! Jeg tror i mit Hjærte, at De er en hemmelig Kæltring. En hemmelig Kæltring.«
Da Minutten igen begyndte at ryste, og hans Øjne saa angstfulde og raadvilde ud i alle Retninger, fortsætter Nagel:
»De siger ikke et Ord, De falder ikke ud af Rollen. Jeg faar slet ikke rugget Dem af Pletten, De er en stum Kraft af en ganske sjælden Art; jeg beundrer Dem og interesserer mig uhyre for Dem. Husker De dengang, jeg talte med Dem en hel Aften og blandt andet fiksered Dem og mente, at De gjorde Ryk paa Dem? Det gjorde jeg forat prøve mig frem. Jeg har holdt Øje med Dem og prøvet mig frem ad forskellige Veje, næsten altid uden Held, det tilstaar jeg, fordi De er en uangribelig Mand; men jeg har ikke et Øjeblik tvivlet om, at De var en stille og hellig Lønsynder af et eller andet Slags. Jeg har intet Bevis imod Dem, det mangler jeg desværre, saa De kan være ganske tryg, det blir altsammen mellem os. Men kan De da forstaa, at jeg er saa sikker i min Sag, naar jeg ingen Beviser har? Se, det fatter De ikke. Og alligevel har De en Maade at dukke Hovedet paa, naar vi taler om noget; De har et Par Øjne med det og det Udtryk, Øjne, som netop blinker, naar De siger de og de Ord, eller naar vi nærmer os de og de Spørgsmaal; De har desuden en Stemme med
