Minutten farer op, han er rød i Ansigtet og afbryder højt:
»Det har jeg aldrig sagt! Jeg har aldrig sagt det!«
»Har De ikke sagt det? Hvad for noget? Men har De virkelig ikke sagt det? Hvad om jeg kunde kalde Sara op og bede hende bevidne, at hun befandt sig her i næste Værelse under vor Samtale, og at hun hørte hvert Ord gennem disse tynde Vægge? Jeg har aldrig set paa Magen! Naa, men nu blir altsaa det hele kuldkastet ved Deres Benægtelse; jeg vilde gærne have udfrittet Dem lidt mere om dette, det interessered mig, og jeg har tænkt paa det ofte; men naar De fragaar at have sagt det, saa! Jeg beder Dem forresten sæt Dem igen, gaa ikke bort over Hals og Hoved nu, ligesom sidst; Døren er ogsaa aflaaset, jeg har laaset den af.«
Nagel tænder en Cigar, og mens han tænder, holder han pludselig inde.
»Nej, men du store min!« siger han, »Gud bevare mig, hvor jeg tager fejl! Hr. Grøgaard, jeg beder Dem virkelig om Tilgivelse; det er sandt, som De siger, De har ikke sagt det! Glem det, kære Ven, det er en anden, som har sagt det, og ikke De, jeg husker det nu, jeg hørte det for et Par Uger siden. Hvor kunde jeg et eneste Øjeklik tro, at De kunde udlevere en Dame – og fremfor alt udlevere Dem selv
