altsaa forsent at skaffe Hjælp hos nogen anden; ti Klokken er to om Natten. Saa husker man pludselig, at man gaar med et lidet velsignet Giftglas i Vestelommen; man ønsker at gøre en Ende paa Dyrets Pine, og man tømmer Glasset ned i dets Svælg. Dyret tror, at det er noget gruelig farligt, det faar i sig, det krymper sig sammen og stirrer med forvildede Øjne omkring sig og gør med en Gang et Himmelhop, slider sig løs og gør et Himmelhop og begynder igen at vride sig henefter Kajen. Hvad saa? Jo, i Glasset er der bare Vand, det kunde ikke dræbe, det kunde blot pine endnu lidt mere, og Katten gaar stadig med Angelen i Halsen og bløder og hiver efter Vejret. Sent eller tidligt bløder den sig ihjæl, eller den kvæles stumt og rædselsfuldt i en Krog alene.«
»Det var i en god Mening gjort,« siger Minutten.
»Naturligvis! De gør aldrig andet end det, som er godt og ærligt ment; man kan simpelthen ikke gribe Dem i en Afvigelse herfra, forsaavidt er denne fine og hæderlige Svindel med min Gift ikke noget nyt for Dem. For Eksempel nu, da De dansed nede paa Torvet. Jeg stod her i Vinduet og saa paa, jeg vil ikke bebrejde Dem, at De gjorde det, jeg vil bare spørge: hvorfor havde De taget Deres Sko af? De har
