Nagel venter, indtil han er færdig og Folk har spredt sig, saa sender han Bud efter ham. Og Minutten møder op, ærbødig som altid, med ludende Hoved og Øjnene nedslagne.
»Jeg har et Brev til Dem,« siger Nagel. Og han rækker ham Brevet, stikker det helt ned i hans Frakkelomme og begynder at tale med ham: »De har bragt mig i en stor Forlegenhed, min Ven, De har narret mig, taget mig ved Næsen med en Snedighed, som jeg maa beundre, skønt den ogsaa har forbitret mig. Har De Tid tilovers? De husker, at jeg engang loved Dem en Forklaring paa noget? Nuvel, jeg vil give Dem denne Forklaring, jeg finder, at Øjeblikket er kommet nu. Maa jeg forresten først spørge Dem: har De hørt, at man ude i Byen taler om mig og siger, at jeg er gal? Lad mig berolige Dem, jeg er ikke gal, det kan De ogsaa selv høre, ikke sandt? Jeg tilstaar, at jeg i den sidste Tid har været lidt fortumlet, der har tilstødt mig ganske mange Hændelser, som ikke har været af det gode, Skæbnen har villet det saa; men nu er jeg ganske frisk igen, der er intet, som fejler mig. Dette beder jeg Dem have i Erindring . . . . . Det nytter sagtens ikke at byde Dem noget at nyde?«
Nej, Minutten vilde intet nyde.
»Nej, det vidste jeg før . . . . . Kort og godt: jeg er fuld af Mistro til Dem, Grøgaard. De
