Sara slog op en høj, hjærtelig Latter. Hvad skulde hun med en Pels?
Nej, det havde hun ogsaa Ret i; men det blev hendes Sag, hun skulde blot modtage den, gøre ham den Glæde at modtage den . . . . . Og hendes friske Latter fik ham derpaa til at le med; han begyndte at spøge med hende: Gud, hvilke skønne Skuldre hun havde! Men vilde hun tro det, han havde engang set lidt mere af hende, end hun selv vidste om. Jo, det var i Spisestuen, hun stod paa et Bord og vasked Taget over sig, han saa hende gennem Dørsprækken; hendes Kjole var højt ophæftet, han saa en Fod, et Stykke Læg, jo, han havde virkelig set en halv Alen dejlig Læg. He-he-he. Men hvorom alting var, saa vilde han forære hende et Armbaand inden Aften, inden et Par Timer; hun kunde tro ham. Og desuden maatte hun huske, at Pelsen var hendes . . . . ..
Den gale Mand, var han da bleven rent forrykt? Sara lo, men hun begyndte at blive halvt bange for hans mange underlige Paafund. Iforgaars havde han givet en Kone mange flere Penge, end hun skulde have, da hun bragte ham hans Vask; idag vilde han forære bort sin Pels. Man talte ogsaa allehaande om ham ude i Byen.
