Morgen leveret Sagerne tilbage. Aa, den gamle, naragtige Krøbling, der havde han igen været fremme med sin durkdrevne Godhed! Hvilken Fiffighed, hvilken udspekuleret Streg.
Nagel bed Tænderne sammen af Forbittrelse. Hvad havde han sagt den Nat paa sit Værelse? Havde han ikke udtrykkelig erklæret, at han ikke havde Mod til at bruge Giften paa sig selv? Og der havde dog en hyklersk og pilraadden Vanskabning af en Mandsling siddet paa en Stol ved Siden af ham og i al Hemmelighed ikke troet paa hans Ord! Den Usling, den Muldvarp! Han var gaaet lige hjem, havde tømt Glasset, havde kanske endog skyllet det godt og derpaa fyldt det halvt med Vand. Og efter denne skønne Gærning var han gaaet tilsengs og havde sovet roligt!
Nagel begyndte at gaa indover mod Byen. Han var nogenlunde udhvilet og tænkte bittert og klart over Tingene. Nattens Hændelse havde ydmyget ham og gjort ham latterlig i hans egne Øjne; tænk, han havde endog lugtet Mandler af dette Vand, følt sin Tunge snøret sammen af dette Vand, havt en Fornemmelse af Døden i sig ved dette Vand! Og han havde raset og gjort Himmelhop over Stok og Sten for denne Mundfuld ganske og almindeligt Brøndvand! Vred og skamrød standsed han og skreg ret ud i Vejret; men lidt efter saa han sig om, bange
