Flasken laa endnu ved Siden af ham, og han husked ogsaa, hvor inderlig han tilslut havde bedt til Gud om at faa dø ret snart. Og endnu leved han! Atter havde en eller anden uventet og ond Omstændighed krydset hans Vej! Han forstod ingenting, han tænkte forgæves over alt og følte blot, at han endnu ikke var død.
Han stod op, tog Flasken med og gik nogle Skridt. Nej, hvor der altid mødte ham Hindringer, hvad han end ærligt forsøgte sig i! Hvad var ivejen med Giften? Det var ægte Blaasyre, en Doktor havde erklæret, at det var nok, ja, mer end nok; han havde ogsaa lagt Præstens Hund stendød blot med en liden Mundsmag af den. Og det var det selvsamme Glas, det var halvt fuldt, det husked han, at han havde set med sine egne Øjne, før han tømte det; Glasset havde heller aldrig været i andres Hænder, han bar det altid i Vestelommen. Aa, hvad var det dog for lumske Magter, der hemmelig fulgte ham overalt?
Som et Lyn slaar det ned i ham, at Glasset alligevel havde været i fremmede Hænder. Han standser og knipser uvilkaarligt i Fingrene. Ja, det var ikke til at tage fejl af, Minutten havde havt det hos sig en hel Nat. Det var i hans Ungkarlslag i Hotellet, da han gav Minutten sin Vest; Glasset, Uret og endel Papirer laa igen i Lommerne; Minutten havde tidlig den næste
