ikke flyve alene, jeg skal være med, jeg vil bære dig og flyve for os begge, det skal jeg gøre med Glæde og ikke plette dig heller, om jeg er sort. Jeg skal nok gøre alt, og du skal hvile hele Tiden. Gud ved, om jeg ikke ogsaa kunde forære dig noget, som jeg kanske kunde have; du kunde faa Brug for det; jeg vil altid huske det, hvis kanske nogen giver mig noget; kanske kunde jeg være heldig og fortjene mangen Ting til dig. det er ikke godt at vide . . . . .
Jo, han vilde nok tilslut formaa en Guds Engel til at gøre dette for sig, det var han vis paa . . . . .
Og atter slaar Kirkeklokken. Han tæller halvt fraværende de fire Slag og tænker ikke mere over det. Det galdt at være taalmodig. Saa folded han Hænderne og bad om at maatte faa dø hurtigt, om nogle faa Minutter nu; saa kunde han kanske komme til Dagny, før hun vaagned. Han vilde takke og prise alt og alle for det; det var en stor Naade, og nu havde han blot dette inderlige Ønske . . . . .
Han lukked Øjnene i og sovned ind.
Han sov i tre Timer. Da han vaagned, skinned Solen ned paa ham, og der var gennem hele Skogen en stærk, brusende Fuglekvidder. Han rejste sig overende og saa sig om; han husked med ét alt, han havde gjort om Natten,
