var han frelst! Aa, hvor det kom til at ende daarligt med ham alligevel, saa godt, som han engang havde tænkt sig det; nu skulde han dø af Gift under aaben Himmel! Men hvorfor var han ikke allerede stiv? Han kunde røre Fingrene endnu, løfte Øjenlaagene; hvo det vared, hvor det vared dog!
Han stryger sig over Ansigtet, det er koldt og dyvaadt af Sved. Han var falden forlænds, med Hovedet nedad Bakke, han blir liggende og gør ingen Omstændigheder med det. Hvert Lem paa ham dirrer endnu; han har faaet et Saar paa sit ene Kind, og han lader det roligt bløde. Hvor det vared, hvor det vared! Og han ligger taalmodig og venter. Igen hører han, at Kirkeklokken slaar, den slaar tre. Han studser; kunde han have gaaet med Giften i sig en hel Time, uden at være død? Han rejser sig paa Albuen og ser paa sit Ur; jo, Klokken var tre. Hvor det dog vared længe!
Ja, i Guds Navn, det var alligevel bedst, at han døde nu! Og idet han pludselig kom til at huske paa Dagny, hvem han vilde synge for hver Søndag Morgen, og hvem han vilde gøre saa meget godt, blev han tilfreds i sin Skæbne og fik Taarer i Øjnene. Sentimentalt, under Bønner og taus Graad begyndte han at samle i sit Hoved alt, han vilde gøre for Dagny: Aa, hvor han vilde beskytte hende for alt ondt!
