skimted Gaardspladsen som en Lysning inde i Skogen. Han standsed. Hvor vilde han hen? Hvad skulde han paa disse Veje? Et sidste Blik paa de to Vinduer i anden Etage, et forfængeligt Haab om at faa se et Ansigt, som aldrig viste sig, aldrig, – nej, man gik ikke derhen! Ganske vist, man havde hele Tiden bestemt sig til at gøre det; men man gjorde det ikke! Han blev staaende en Stund endnu og se med lange Øjne ind til Præstegaardens Gaardsplads, han vakled, det bad i ham . . . . .
»Farvel!« sagde han atter.
Saa vendte han brat om og slog ind paa en Sidevej, der førte længer ind i Skogen.
Nu galdt det at gaa efter Næsen og slaa sig ned paa det første det bedste tilfældige Sted. Fremfor alt ingen Beregning og ingen Sentimentalitet; hvad havde ikke Karlsen fundet paa i sin latterlige Fortvivlelse! Og som om denne Smule Affære var saa mange Anstalter værd! . . . . . Han mærker, at hans ene Skobaand er gaaet op, og han standser, sætter Foden paa en Tue og knytter det. Lidt efter sætter han sig ned.
Han havde sat sig uden at tænke over det, uden at vide det. Han saa sig om: store Furruer, overalt store Furruer, hist og her en Briskeklynge, Jorden Lyngmark. Godt, godt!
