sen, der syg og astmatisk snød sin Mand lige for hans Øjne og aldrig røbed sig med en Mine; paa Kamma, denne lille pengegridske Tøs, som strakte sine falske Arme ud efter ham, hvor han rejste hen, og stadig gramsed i hans Lommer efter mere, altid mere. I Øst og Vest, i Indland og Udland havde han truffet Menneskene ens; alt var simpelt og uægte og skammelig troløst, lige fra Stodderen, der bar en frisk Haand i Bind, til den blaa Himmel, der flød af Ozon. Og han selv, var han bedre selv? Nej, nej, han var ikke bedre selv! Men nu var han ogsaa ved Enden.
Han lagde Vejen om Bryggerne forat se Skibene endnu engang, og da han passered den sidste Kaj, tog han pludselig sin Jærnring af Fingeren og kasted den paa Sjøen. Han saa, hvor den faldt ned langt ude. Se saa, i sidste Øjeblik gjorde man da et lidet Forsøg paa at befri sig for Humbugen!
Ved Martha Gudes lille Hus gjorde han en Stands og kiged for sidste Gang indad Vinduerne. Alt var som sædvanligt derinde, roligt og stille, og der var ingen at se.
»Farvel!« sagde han.
Og han gik videre.
Uden at han selv vidste af det, styred han sine Skridt henimod Præstegaarden. Han mærked først, hvor langt han var kommet, da han allerede
