stod op, og han faldt alligevel i Søvn, dødelig træt og udmattet.
Det var Aften, da han vaagned. Han saa sig om, Solen var ifærd med at gaa ned bag Dampmøllen i Indviken, og Smaafuglene fløj fra Træ til Træ og sang. Hans Hoved var i den bedste Orden, ingen forvirrede Tanker mer, ingen Bitterhed, han var fuldstændig rolig. Han læned sig ind til en Træstamme og tænkte efter. Skulde han gøre det nu? hvorfor ikke lige saa godt først som sidst? Nej, han maatte ordne forskellige Ting først, skrive et Brev til sin Søster, betænke Martha med en liden Erindring i en Konvolut; han kunde ikke dø iaften. Han havde heller ikke gjort op sin Regning i Hotellet; Minutten vilde han ogsaa gærne huske . . . . .
Og med langsomme Skridt gik han hjemad til Hotellet. Men imorgen Aften skulde det ske, ved Midnatstid, uden nogen Slags Anstalter, kort og godt, kort og godt!
Endnu da Klokken blev tre om Morgenen, stod han i Vinduet paa sit Værelse og saa udover Torvet.
