pløjed op alle Amerikas Prærier, at han har opfundet Telegrafen, og at han ovenikøbet har været oppe paa Saturn og talt med Gud fem Gange. Man ved godt, at alt dette har ikke Ola gjort, men af desperat Godhed siger man alligevel, at han har gjort det, han har gjort det, og man græder hæftigt og sværger og fordømmer sig ryggesløst til Helvedes raaeste Pine paa, at det netop er Ola og ingen anden, som har gjort det. Hvorfor gør man det? Af Godhed, forat oprejse Ola mangefold! Og man smælder i at synge, forat skaffe ham en vældig Oprejsning, ja, man synger liderligt og gudsbespotteligt, at det forresten er Ola, som har skabt Verden og sat Solen og Stjærnene paa deres Plads og herefter opholder det hele, og hertil føjer man en lang Række af gruelige Forbandelser paa, at det er sandt. Kortsagt, man lader Tanken hengive sig til de sjældneste, mest henrivende Udskejelser i Retning af Hjærtets Godhed, til det delikateste Boleri med Eder og Skændigheder. Og for hver Gang, man har fundet noget rigtig uhørt at sige, trækker man Knæerne op under sig og smaafniser, bare af Fryd over den vellykkede Oprejsning, Ola faar tilslut. Jo, Ola skal have det hele, Ola fortjener det, fordi man har talt uærbødigt om ham engang og nu angrer det. Pause.
