sender ud et Brøl imod den og lader fem være lige. Ho-ho og deja, og Solen skinner paa Heja! Ikke sandt, man slipper sig lidt løs, stemmer sin Harpe og synger Psalter og Psange, saa det trodser enhver Beskrivelse!
Paa den anden Side lader man sit Indre drive for Vind og Vove, givet det værste Galimatias ivold. Lad det drive, lad det drive, det er behageligt at give efter uden Modstand. Og hvorfor skulde man gøre Modstand? He-he, maa det være en standset Vandrer tilladt at indrette sine sidste Øjeblikke som han selv lyster? Ja eller Nej? Punktum. Og man indretter sig som man selv ønsker.
Nu er der noget, man kunde gøre, man kunde gøre sin Indflydelse gældende for Indremissionen, for Japans Kunst, for Hallingdalsbanen, for hvadsomhelst, kun at man gør sin Indflydelse gældende for noget og hjælper noget paa Fode. Det gaar op for én, at en saadan Mand som J. Hansen, velagtet Skrædder, af hvem man engang kan have købt en Frakke til Minutten, at denne Mand har enorme Fortjenester som Borger og Menneske; man begynder med at højagte ham og ender med at elske ham. Hvorfor elsker man ham? Af Lyst, af Trods, af forhærdet Glæde, fordi man blir greben og giver efter for visse sære Indflydelser. Man hvisker ham sin Beundring i Øret, man ønsker
