finder sig et Leje paa et vaadt Sted, lægger sig paa Maven paa den raa Myrbund og formelig fryder sig over at blive sørgelig gennemtrukken af Væde. Og man roder Hovedet ned i Rørgræs og svampede Blade, og Kryb og Mark og smaa bløde Øgler trækker sig opad éns Klæder og ind i éns Ansigt og ser paa én med grønne Silkeøjne, mens man til alle Sider omsuses af Skogens og Luftens urolige Stumhed, og mens Gud Herren sidder i det Høje og stirrer ned paa én som paa sin allerfikseste Idé. Ho-ho, man kommer i Stemning, i en sjælden og fremmed djævelsk Glæde, som man ikke har kendt Mage til; man gør alt det gale, som tænkes kan, blander sammen ret og vrangt, vender op og ned paa Verden og glæder sig derover, som om det var en fortjenstfuld Gærning. Hvorfor ikke? Man er under sære Indflydelser, og man giver efter for dem, lader sig rive med af Lyst og forhærdet Glæde. Alt, hvad man før har haanfliret over, finder man en overvættes Trang til at ophøje og hæve til Skyerne: man gotter sig over at se sig istand til et lidet Kejserslag for den evige Fred, man kunde ville nedsætte en Kommission til at forbedre Postbudenes Skotøj, man lægger et godt Ord ind for Pontus Wikner og forsvarer Verdensaltet og Gud i Almindelighed. Fan skal gale den sande Sammenhæng i Tingene, den vedkommer én ikke mere, man
