glæder mig ovenikøbet . . . . . Tænk, naar engang hver Taage er forsvunden, la la la la . . . . .
Han sprang lykkelig og eksalteret nedad Trapperne og gik ind i Spisestuen. Han sang endnu. Saa gjorde en liden Tilfældighed det straks af med hans glade Oprømthed og forbittred ham i flere Timer. Han sang, og han spiste Frokost i al Hast, staaende opret ved Bordet, uden at sætte sig, skønt han ikke var alene. Da han mærked, at de to andre Gæster saa forarget paa ham, bad han dem pludselig om Undskyldning: hvis han havde lagt Mærke til dem før, vilde han have opført sig mere stille; han saa ikke og hørte ikke i slige Dage; var det ikke en herlig Morgen! Nej, hvor Fluerne summed allerede!
Men han fik intet Svar, de to Fremmede saa lige misfornøjede ud og talte værdigt om Politik sig imellem. Nagels Stemning sank straks. Han taug og forlod Spisestuen i Stilhed. I en Butik nede i Gaden gik han ind og forsynte sig med Cigarer og tog derpaa som sædvanligt afsted til Skogen. Klokken var halvtolv.
Ja, var ikke Menneskene altid sig selv lige! Der sad nu disse to Sagførere eller Handelsagenter eller Proprietærer, hvad de nu end var, de sad oppe i Spisestuen og talte Politik og saa
