var ingen Gaader for mig, jeg saa tilbunds i alt. Hvor det skinned, hvor det skinned!
Pause.
Ja, ja, ja, ja, ja, ja! Jeg er en Fremmed blandt Medmennesker, og snart slaar Klokken. Ja, ja . . . . . Og forresten, hvad har jeg med de store Mænd at skaffe? Intet! Kun at det er Komedie og Humbug og Bedrag med de store Mænd. Godt! Men er ikke det hele Komedie og Humbug og Bedrag? Ganske vist, ganske vist, alt er Bedrag. Kamma og Minutten og alle Mennesker og Kærligheden og Livet er Bedrag; alt, hvad jeg ser og hører og fornemmer, er Bedrag, ja selve Himlens Blaa er Ozon, Gift, Sniggift . . . . . Og naar Himlen er rigtig klar og blaa, da sejler jeg sagte om deroppe, lader min Baad risle frem i blaa, bedragersk Ozon. Og Baaden er af duftende Træ, og Sejlet . . . . .
Ja, Dagny sagde selv, at det var saa skønt. Dagny, du sagde det, og Tak alligevel, fordi du sagde det og gjorde mig lykkelig ogsaa da, saa jeg skalv af Glæde. Jeg husker hvert Ord og bærer det med mig, naar jeg gaar efter Vejene og tænker paa altsammen, jeg glemmer det ikke nogensinde . . . . . Og nu skal du vinde, naar Timen slaar. Jeg vil ikke forfølge dig mer. Og jeg vil heller ikke vise mig for dig paa Brandmuren; det maa du tilgive mig, at jeg sagde af Ondskab! Nej, jeg vil komme til dig og vifte
