som er end bedre; ti jeg skyr intet. Og jeg siger . . . . . vent lidt, jeg er overbevist om, at jeg kan sige noget bedre endda, fordi mit Hjærte er fuldt af Ret; jeg siger: jeg ringeagter og haaner den store Mand i Sniplogen, han er en Bajads og en Nar for mit Hjærte, min Mund trækker sig sammen af Foragt, naar jeg ser hans oppustede Bryst og hans sejerssikkre Miner. Har den store Mand selv kæmpet sig til sit Geni? Er han ikke født med det? Hvorfor da raabe Hurra for ham?
Og ung Øjen spørger: Men De vil jo dog selv sætte Hs. Eminence Topmaalet paa sin Plads, De beundrer jo dog Ærkeaanden, som heller ikke selv har kæmpet sig til sit Geni?
Og ung Øjen mener igen at have grebet mig i en Inkonsekvense, saaledes former det sig for ham! Men jeg svarer ham atter, fordi den hellige Ret har bemægtiget sig mig: Jeg beundrer heller ikke Ærkeaanden, jeg knuser endog Hs. Eminence Topmaalet, hvis det er nødvendigt, og fejer Jorden ren. Man beundrer Ærkeaanden for dens Storhed, for dens Topmaal af Geni, – som om Geniet var Ærkeaandens egen Fortjeneste, som om ikke Geniet tilhørte den fælles Menneskehed, og bogstavelig var Materiens Ejendom! At Ærkeaanden tilfældigvis har suget i sig baade sin Oldefaders, sin Bedstefaders og sin Faders, sin Søns, sin Sønnesøns
