aldrig til at blive én i hvert Aartusinde. Ved stor Mand forstaar Verden ganske simpelt et Talent, et Geni, og Herregud, Geni er et meget demokratisk Begreb: saa mange Pund Bif at æde hver Dag giver Geni i tredje, fjerde, femte, tiende Led. Geniet i populær Betydning er ikke det uhørte, et Geni er blot et menneskeligt Apropos; man standser ved det, men man stejler ikke for det. Tænk Dem: De staar en stjærneklar Vinteraften i et Observatorium og ser gennem Kikkert paa Oriontaagen. Saa hører De, at Farnley siger: Godaften, Godaften! De ser Dem om, Farnley bøjer sig dybt, en stor Mand er kommet indad Døren, et Geni, Herren fra Sniplogen. Og ikke sandt, da smiler De lidt ved Dem selv og vender Dem igen til Oriontaagen? Dette har hændt mig . . . . . Har De forstaaet min Mening? Jeg vil sige: heller end at beundre de almindelige store Mænd, som faar Menneskebørnene til at dytte hinanden i Siden af Ærefrygt, foretrækker jeg de smaa, ubekendte Genier, Ynglinge, som dør i Skoledagene, fordi deres Sjæl sprænger dem, fine, blændende St. Hans Orme, som man maa have truffet, mens de var ilive, forat vide, at de var til. Saadan er min Smag. Men fremfor alt siger jeg: det gælder at skælne det højeste fra det høje Geni, at holde det højeste fra det høje Geni, at holde det højeste oppe, saa det ikke drukner i Almindelighed, i Geniernes Proletariat. Jeg vil
Side:Hamsun Mysterier.pdf/443
Utseende