vilde gjort det samme, følgelig er det at gøre det vanvittigt. Og jeg staar frem eneste alene Menneske og tramper i Gulvet og siger, at det er fornuftigt! Hvad ved Verden? Intet! Man vænner sig blot til en Ting, man akcepterer den, man erkender den, fordi éns Lærer har erkendt den før én, alt er blot og bar Antagelse, ja, endog Tid, Rum, Bevægelse, Materie er Antagelse. Verden ved intet, den akcepterer blot . . . . .
Nagel holdt et Øjeblik Haanden for Øjnene og vagged frem og tilbage med Hovedet, som om det svirred for ham. Han stod midt paa Gulvet.
Hvad var det nu, jeg tænkte paa? . . . . . Godt, hun frygter for mig; men vi blir enige, og jeg føler i mit Hjærte, at jeg skal gøre hende alt godt alle Dage. Jeg vil slaa op med Verden, jeg sender Ringen tilbage; jeg har tumlet mig som en Nar blandt andre Narre, jeg har begaaet gale Streger, jeg har ogsaa spillet Violin, og Folket har raabt: godt brølt, Løve! Jeg væmmes ved den usigelig raa Triumf at høre Kødæderne klappe, jeg konkurerer ikke længer med en Telegrafist fra Kabelvaag; jeg gaar til Fredens Dal og blir Skogens fredeligste Væsen, jeg dyrker min Gud, nynner tilfredse Sange, blir overtroisk, barberer mig kun under Flod Sjø og iagttager visse Fugles Skrig naar
