betaler det med min Sjæl, i Tidens Fylde, naar Klokken slaar . . . . .
Hvor altsammen er forunderligt! Jeg er standset allevegne, og jeg er dog den samme i Kraft i Liv; de samme Muligheder er mig aabne som før, jeg kunde gøre de samme Gærninger; hvorfor er jeg da standset, og hvorfor er med en Gang alle Muligheder blevne mig umulige? Er jeg selv Skyld i det? Jeg ved ikke hvorved; jeg har alle mine Sandser, jeg har ingen skadelige Vaner, jeg ligger ikke under for en eneste Last, jeg styrter mig heller ikke blindt ind i Fare. Jeg tænker som før, føler som før, er Herre over mine Bevægelser som før, ja, og jeg værdsætter Mennesker som før. Jeg gaar til Martha, jeg ved, at hun er Frelsen, hun er den gode Sjæl, min gode Engel. Hun er bange, hun frygter saare; men hun vil tilsidst som jeg vil, og vi er enige. Godt! Jeg drømmer om et Liv i lykkelig Fred; vi trækker os tilbage til Ensomheden, vi bor i en Hytte ved Bredden af en Kilde, vi strejfer om i Skoge, i korte Klæder og med Spænder i Skoene. Hvorfor ikke? Muhamed gaar til Bjærget! Og Martha er med, Martha fylder min Dag med Renhed og Natten med Hvile, og Herren i det Høje, er over os. Men nu blander Verden sig i det, Verden stejler, Verden finder, at det er Vanvid. Verden siger, at den og den fornuftige Mand og Kvinde ikke
