sidste Nej; han forundred sig ikke længe over ham, Staklen havde indstillet, og hvad andet havde han havt at gøre? . . . . . Hvor hendes blaa Fløjelsøjne skal tindre, naar nu ogsaa jeg gaar samme Vej! Men jeg elsker dig, elsker dig derfor ogsaa, ikke bare for dine Dyders Skyld, men ogsaa for din Ondskabs. Du piner mig blot altfor meget med din Overbærenhed; hvorfor taaler du, at jeg har mer end ét Øje? Du skulde tage det andet, ja, begge to; du skulde ikke finde dig i, at jeg fik gaa i Fred paa Gaden, og at jeg har Tag over Hovedet. Du har revet Martha bort fra mig, jeg elsker dig trods dette, og du ved, at jeg elsker dig trods dette, og du fniser deraf, og ogsaa derfor elsker jeg dig, at du fniser deraf. Kan du forlange mere? Er det ikke nok? Dine lange, hvide Hænder, din Stemme, dit lyse Haar, din Aande og din Sjæl elsker jeg som intet andet, og jeg kan ikke bjærge mig for det, og jeg kan ikke raade ved mig mere, Herren hjælpe mig! Ja, du maa gærne inderlig haane mig mere og le af mig, hvad gør det, Dagny, naar jeg elsker dig? Jeg indser ikke, at det gør hverken fra eller til; for mig maa du gøre, hvad der falder dig ind, og du er lige skøn og elskelig i mine Øjne derfor, jeg tilstaar det villigt. Jeg har skuffet dig paa en eller anden Maade, du finder mig daarlig og slet, du tror mig istand til alt
