»Ja, jeg er født her; min Fader var Præst her, og jeg har boet her de sidste tretten Aar, fra jeg blev vanfør.«
»Bringer De Kul omkring? Jeg syntes, De talte om, at De havde bragt Kul hid til Hotellet?«
»Ja, jeg bærer Kul om i Husene. Det generer mig ikke, hvis det er derfor De spørger. Det er gammel Vane, og det skader mig ikke, naar jeg bare gaar forsigtigt i Trapperne. Men ifjor Vinter faldt jeg ned og forværred mig, saa jeg en lang Tid maatte bruge Stok.«
»Gjorde De virkelig? Hvorledes gik det til?«
»Jo, det var i Bankens Trappe, og der var lidt Is paa Trinene. Nu stiger jeg op med en temmelig tung Sæk. Da jeg var kommet vel midtvejs, ser jeg højt oppe i Trappen Konsul Andresen, som netop kommer nedad. Jeg vil da vende om og gaa ned igen, forat Konsulen kan komme frem; han sagde ikke, at jeg skulde gøre det, men det faldt af sig selv, og jeg vilde ogsaa have gjort det uopfordret; men i det samme var jeg saa uheldig at glide paa Trinnet og falde. Jeg kom ned paa højre Skulder; det lyder løjerligt, men det var virkelig paa højre Skulder, jeg kom ned, efterat jeg havde tumlet om mange Gange. Hvordan er det med Dem? siger Konsulen til mig; De skriger ikke, De har altsaa ikke slaaet Dem? Nej, svarer jeg, jeg
