Ja, men Frøken Kielland vidste dog ikke en Snus om, hvordan han spilled? Hun havde aldrig hørt det.
Nej, men hun var alligevel den ivrigste; hun havde endog tilbudt at ville akkompagnere ham. Hun sagde tilslut: sig, at vi allesammen beder ham . . . . . De kunde jo gøre disse ti tolv Strøg og glæde os med det?
Han kunde ikke, han kunde ikke!
Ja, se, det var nu bare en Udflugt; han kunde jo Torsdag Aften?
Nagel vred sig lidt: Sæt nu, at han kunde blot denne fattige Stump, dette ene usammenhængende Potpourri, at han havde øvet sig op til det højeste netop i disse Par Danse, forat forbause Folk en Aften! Og desuden spilled han falskt som en Synd; han holdt ikke ud at høre paa det selv, nejgu om han gjorde!
»Ja, men . . . . .«
»Doktor, jeg gør det ikke!«
»Men om ikke iaften, saa imorgenaften? Det er Søndag imorgen, Basaren skal slutte da, og vi haaber paa mange Mennesker.«
»Nej, De maa undskylde mig, jeg spiller heller ikke imorgenaften. Det er dumt overhovedet at røre ved en Violin, naar man ikke kan bruge den bedre end jeg gør. Det er dog besynderligt, at ikke De hørte bedre!«
Denne Appel til Doktoren gjorde sin Virkning.
