Nat og Dag. Jo, han havde et Ærinde, en Mission: det galdt at formaa ham – Nagel – til at optræde paa Basaren igen iaften; der gik de vidunderligste Rygter om hans Spil, Byen sov ikke for Nysgærrighed; virkelig sandt! . . . . . De læser Bladene, ser jeg? Ja, den Politikken! Har De lagt Mærke til de sidste Embedsudnævnelser? I det hele taget gik det ikke som det burde gaa med Valgene, det blev ikke til noget Slag i Ansigtet paa Svenskerne . . . . . De ligger temmelig længe, synes jeg; Klokken er ti, og der er et Vejr ude, det dirrer af Varme! De skulde gaa en Morgentur.
Ja, Nagel vilde ogsaa op nu.
Ja, hvad maatte der saa svares Basarbestyrelsen?
Nej, Nagel vilde ikke spille.
Ikke? Men det var dog en landsvigtig Sag; havde han Ret til at undslaa sig for denne lille Tjeneste?
Ja, han kunde ikke.
Herregud, nu var der just slig Stemning for det, især havde Damerne formelig bestormet Doktoren igaaraftes om at faa det i Laas. Frøken Andresen havde ikke givet ham Rist eller Ro, og Frøken Kielland havde endog trukket ham afsides og bedt ham om aldeles ikke at slippe Nagel, før han havde lovet at komme.
