hans Lykke ogsaa der? Kunde hun ikke nu holde inde og ikke lægge ham mere ondt ivejen? Hun havde villet betale ham efter Fortjeneste, godt, men hun betalte drøjere end nødvendigt.
De gaar begge lige langsomt, den ene efter den anden, der var stadig Halvhundrede Skridt mellem dem. Dette varer i flere Minutter. Pludselig falder hendes Lommetørklæde ned. Han gaar og ser paa, at det falder nedefter hendes Side, hvirvler nedad hendes Regnkaabe og blir liggende paa Vejen. Vidste hun, at hun tabte det?
Og han siger til sig selv, at hun vilde stille ham paa Prøve, hendes Raseri mod ham havde endnu ikke lagt sig, hun vilde formaa ham til at tage dette Lommetørklæde op og bringe hende det, saa hun kunde faa se ham ind i Ansigtet og rigtig gotte sig over hans Nederlag hos Martha. Hans Vrede stiger, han kniber Læberne sammen og sætter en lidenskabelig Rynke i Panden. He-he, jo, ikke sandt, han skulde fremstille sig for hende, vise hende hele sit Ansigt og lade hende le ham ud. Se, se, der slap hun sit Lommetørklæde; det ligger der paa Vejen, midt paa Vejen; det er hvidt og overmaade fint, et Kniplingslommetørklæde endog; man kunde bukke sig og tage det op . . . . .
