drev forbi Bryggerne, langs Sjøen, passered Byens sidste Huse og kom ind paa Præstegaardsvejen. Der var ingen Folk at se.
Da han endnu havde gaaet nogle Skridt frem, rejser der sig pludselig et Menneske op fra Vejkanten og giver sig til at gaa foran ham. Det var Dagny; den lyse Flætte hang nedad hendes Ryg udenpaa Regnkaaben.
Han gennembævedes fra Top til Taa og stod et Øjeblik næsten stille; han blev ogsaa i høj Grad forbauset. Var hun da ikke paa Basaren iaften ogsaa? Eller gik hun blot en liden Tur, inden Tableauerne begyndte? Hun bevæged sig uendelig sagte fremad og standsed endog et Par Gange og saa tilvejrs efter Fuglene, som igen begyndte at flyve om mellem Træerne. Havde hun set ham? Vilde hun prøve ham? Havde hun rejst sig, da han kom, for endnu engang at erfare, om han voved at henvende sig til hende?
Hun kunde berolige sig, han skulde aldrig forstyrre hende mere nu! Og pludselig vaagner hans Vrede, en blind og dump Vrede mod dette Menneske, som kanske endnu vilde friste ham til at forløbe sig, blot forat have den Tilfredsstillelse at ydmyge ham bagefter. Hun var istand til at fortælle Folk oppe paa Basaren endnu engang, at hun havde mødt ham. Havde hun ikke netop været hos Martha og forpurret
