har mine Grunde til at tale, som jeg gør. Jeg vil intet galt sige om det Menneske, tvertimod, De vil selv huske, at jeg endog har sagt det bedste, jeg vidste, om ham op i Deres egne Øren. Jeg tænkte mig Muligheden af, at han kunde staa mig ivejen hos Dem, jeg talte derfor til Dem om ham, jeg paastod blandt andet, at han kunde forsørge en Familje lige saa godt som nogen anden, og det tror jeg endnu, at han kan, naar han blir hjulpet paa Vej i Begyndelsen. Men De vilde slet ikke høre paa det, De havde intet med Minutten at gøre, De bad mig endog ikke at tale mere om ham. Godt! Men jeg er endnu ikke helt fri for Mistanke, De har ikke overbevist mig, og jeg spørger Dem igen, om der ikke er noget i Gære mellem Dem og Minutten? Isaafald trækker jeg mig straks tilbage. Ja, De ryster paa Hovedet; men jeg forstaar ellers ikke, at De kan vægre Dem for at overveje Sagen til imorgen og give mig Besked da. Det er blot simpel Retfærdighed. Og De, som er saa god!«
Saa gav hun efter, ja, hun rejste sig endog op, hendes Bevægelse løb af med hende, og hun strøg ham smilende og grædende over Haaret, ligesom engang før. Hun vilde træffe ham imorgen ogsaa, hun vilde det gærne; han maatte blot komme lidt tidligere, Klokken fire, Klokken fem, mens det var lyst, saa fik ingen
