ikke være anderledes endnu; men jeg lyver ikke for Dem, naar det gælder saa meget for mig. Og naar jeg engang forklarer alt for Dem, kanske allerede imorgen, hvis jeg maa komme da . . . . .«
»Nej, jeg ved ikke,« afbrød hun.
»De ved ikke? De vil altsaa helst blive af med mig en Gang for alle nu iaften? Ja, ja, da!«
»Jeg vilde heller komme til Dem engang, naar De . . . . . ja, naar De er bleven gift og har faaet det færdigt . . . . . Huset . . . . . jeg mener naar . . . . . Jeg vilde heller være Pige hos Dem. Ja, det vilde jeg heller.«
»Vilde De heller det?«
Pause. Ja, hendes Mistillid til ham havde allerede slaaet dyb Rod, han kunde ikke længer betvinge den, formaaed ikke at gøre hende tryg igen, som før. Og han følte med Sorg, at hun gled længer og længer bort fra ham jo mer han talte. Men hvorfor græd hun saa? Hvad var det, som pinte hende? Og hvorfor slap hun heller ikke hans Haand. Han kom endnu engang tilbage til Minutten; det var en Prøve; han vilde faa hende til at tilstaa ham et Møde imorgen, naar hun havde overvejet det hele igen. Han sagde:
»Tilgiv, at jeg for sidste Gang nævner Minutten for Dem. Ja, tag det med Ro, jeg
